Skitsering, forprojekt, visualiseringer, volumenstudier og økonomioverslag for nyt landskab, broer og lagune omkring ARKEN Museum for Moderne Kunst. Kunstmuseet ARKEN stod færdigt i 1996 i det store, menneskeskabte kystlandskab – Køge Bugt Strandpark. Placeringen af ARKEN blev oprindeligt planlagt på en ø i havneområdet i Ishøj Havn, men planforholdene i havneområdet nødvendiggjorde en placering umiddelbart bag den store parkeringsplads ved Ishøj Strand. Det har altid været ARKENs og Strandparkens drøm at få denne placering ’gjort færdig’, så ARKEN blev en del af det attraktive kystlandskab i Køge Bugt Strandpark. I et samarbejde mellem Ishøj Kommune og ARKEN er der nu skabt en fælles vision for, hvordan landskabet omkring ARKEN kan udvikles til en enestående helhed, som styrker museets samspil med omgivelserne. Projektet er under realisering.

Nyetablering og renovering af ca. 9.600 m² genbrugsstation inkl. adgangsveje og bygninger på et område beliggende på Ruggårdsvej, Odense. Hasløv & Kjærsgaard har, som underrådgiver for COWI, udført udvikling, projektering, myndighedsprojekt og udbud for 120 m² mandskabsbygning i lavenergiklasse 2015 og ca. 200 m² uopvarmede garage- og redskabsbygninger. Odense Renovation har ønsket at profilere sig som en bæredygtig organisation, og derfor er der brugt genbrugsmursten, biobehandlet træ, solceller på taget samt varmegenindvinding på bygningerne.

Esbjerg Kommune har med Esbjerg Byplan igangssat en udviklingsproces, der skal fastholde og styrke off-shorebyen Esbjerg som et af de vigtigste vækstcentre i Danmark. Strategien skal udvikle Esbjerg fra entreprenant olie- og erhvervsby til også at være en attraktiv bolig- og uddannelsesby med et pulserende by-, kultur- og fritidsliv. Esbjerg skal i fremtiden ikke kun tilbyde attraktive job, men appellere til hele familien og dermed ruste byen i konkurrencen om at tiltrække veluddannet arbejdskraft og dermed fremtidens videnstunge virksomheder. Strategien danner den overordnede ramme om byens strukturelle udvikling, ny centerstruktur for detailhandel, oplevelser, idræt og uddannelse, byfortætning og -udbygning, boligtilbud, grøn struktur og stistruktur. Opgaven er gennemført som et åbent procesforløb i samspil med byens virksomheder, borgere og den kommunale forvaltning. Deltagerne har sammen kortlagt byens særlige DNA, potentialer og udfordringer, og udviklet grundlaget for en samlet udviklingsstrategi. Arbejdet er afleveret som en samlet rapport, der er vedtaget af Esbjerg Byråd, januar 2016.

Hasløv & Kjærsgaard har i forbindelse med ordningen “Tilskud til kommuner og regioner, nye arbejdspladser i landdistrikterne” udført projekt for badebro/pier på Hvidbjerg Strand. Projektet er opført, indviet 26.6.2015 til tiden og under budget. Projektet består af en 84 m lang badebro med adgangsrampe og en badeplatform yderst. Selve broen er opført med en bærende konstruktion i stål og dækselementer i trykimprægneret træ på galvaniserede stålrammer. Dækket ligger i kote 1,5 m, mens badeplatformen ligger i kote 0,8 m. Selve broen er 3 m bred med rækværk i stål og træ til den ene side. Badeplatformen er cirkulær med en diameter på 6 m. Anlægget ligger i tæt tilknytning til Hvidbjerg Strand Feriepark.

Hasløv & Kjærsgaard har udført en visualiseringsrapport for Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune i forbindelse med deres overvejelser omkring udnyttelsen af en grund til en 5-sporet skole mellem Amager Strandvej og stranden nord for Amager Strandpark. Rapporten viser, hvordan et nyskabende skolebyggeri med offentlige funktioner kan udvikles i samspil med stedets naturværdier og på den måde gøre det attraktive område tilgængeligt for både lokalområdet og for hele København.

Hasløv og Kjærsgaard har for Odsherred Kommune udarbejdet ansøgningsmateriale til Naturstyrelsens Forsøgsordning for kyst- og naturturisme. Visionen bag ansøgningen er en færdigudvikling af to vigtige færdselsmuligheder i kystnaturen. Forbindelserne er af meget forskellig karakter. Naturforholdene er også forskellige og forudsætter forskellige dispensationer for at kunne gennemføres. Det drejer sig om: Kyststien – en natursti, som skal følge kystlinjen langs hele Sejrøbugten fra Dragsholm/Sanddobberne i syd til Lumsås og Odden Kirke i nord. En bynær fjordpromenade fra Nykøbing bykerne og lystbådehavn til Museum Odsherred, Anneberggård i syd.

Projektering og realisering af landskabsprojekt i samarbejde med COWI for tidligere deponi med nye offentlige funktioner. Projektet har omfattet jordberegninger, beplantninger, rekreative stier og aktiviteter.

Kommunalbestyrelsens vedtagne helhedsplan for Helsingør Nordhavn 2009 rummer som en af sine centrale ideer etablering af et promenadeforløb igennem Helsingør Nordhavn. Hasløv & Kjærsgaard har udarbejdet et projektforslag, der fortæller om, hvordan en samlet kystpromenade kan etableres imellem Nordhavnen og Marienlyst. En unik promenademulighed der sammenbinder kyststrækningen fra Kulturhavnen og bymidten rundt om Kronborg over Nordhavnens maritime miljø, videre ud til strand- og klitområder og det store historiske badehotel. Forslaget fortæller om overvejelser om promenadens forløb og karakter, sammenbinding med omgivelserne samt vurderer omkostningerne til anlæg og drift.

Hasløv & Kjærsgaard har udarbejdet et forslag til disponering af forarealerne til Udenrigsministeriet, herunder beskyttelse af bygning og hovedindgang mod vand – både skybrudsregn og højvander. Hovedindgangen skybrudssikres ved at flytte det dybdepunkt, der i dag ligger lige foran indgangspartiet, mod øst. Derved løber de store vandmængder, der kommer fra arealet samt Strandgade og den nordlige del af Knippelsbro under skybrud, ud i havnen via den store vandtrappe, modsat i dag hvor alt vand ledes til Udenrigsministeriets hovedindgang. For at lede vandet den rigtige vej fjernes støttemuren, og terrænet sænkes ned mod vandtrappen, så der skabes fald og skybrudspassage ud i havnen ned over vandtrappen. Projektet kommer til at sikre mod højvande fra havnen til den eksisterende hammerkote i ca. 2,1. Dette indebærer, at skybrudspassagen i den gamle hammer ved vandtrappen skal højvandssikres med en port, som kan lukkes ved varsel. Alle udløb til havnen sikres med kontraventiler. Vejprofilet ændres fra en vej med dobbeltsidigt tværfald til et samlet fortov/vejareal med tværfald til en enkelt rende. Der lægges brosten på hele arealet, og fodgængerlinjer markeres og gøres trille- og gangvenlige med bardursten. Forslaget flytter træer og cykelparkering længere frem til ankomstvejen. Desuden vendes cykelparkeringen, så der opstår kig og passager […]

Tegnestuen har for Videncenter for Kystturisme og med Naturstyrelsen som sparringspartner foretaget en analyse af de eksisterende arealreservationer for placering af turismeanlæg inden for de 20 særlige feriesteder. Samtidig er givet forslag til nye arealudlæg. I alt er ca. 70 arealer blevet screenet. Analysearbejdet har omfattet besigtigelser og registrering, møder med de enkelte kommuner og turismeaktører om deres turismestrategier i forhold til arealreservationerne. Arbejdet har resulteret i en rapport, hvor hvert enkelt areal er vurderet i forhold til placering, størrelser og intensionerne i strategiplanen for turime. Der er udarbejdet en matrix, som alle arealer er vurderet efter, og som giver mulighed for at sammenligne, vurdere synegier og overveje arealets relevans. Der har derudover været afholdt en konference i 2015, hvor materialet er blevet præsenteret for kommuner og aktører, og hvor også Naturstyrelsen, DI, Visitdenmark, og, Horesta var til stede. Materialet har været brugt som udgangspunkt for drøftelser om de 10 forsøgsprojekter langs de danske kyster, som nu er inde til vurdering i Naturstyrelsen og Erhverv- og Vækstministeriet.