Masterplanen omfatter omdannelse, omdefinering og udbygning af området fra et traditionelt foreningsdomineret idrætsområde til et nyt centrum for fritidsaktiviteter i Esbjerg.
Tovværks- og idrætsparkområdet styrkes som Esbjergs centrum for idræts- og fritidsaktiviteter. En udbygning med uddannelse, boliger og nye idræts- og fritidstilbud skal gøre området endnu mere attraktivt for byens borgere og danne grundlag for en aktiv og sund livsstil i Esbjerg.
Det fremtidige byggeri koncentreres I områdets periferi, så de mange grønne, rekreative kvaliteter centralt i området bevares.
I Idrætsparken foreslås de eksisterende haller sammenbygget med en ny multianvendelig hal, der under ét tag rummer boldbaner, gymnastik, kampsport, nye omklædningsfaciliteter, klublokaler samt café og foyer til store arrangementer. Et fyrtårn for idrætslivet i Vestdanmark.
Tovværksområdet foreslås udbygget med nye fritidstilbud, café, idrætscollege, gymnasium og nye byrum med aktiviteter for områdets brugere.
Et netværk af motionsstier skal koble Tovværket og Idrætsparken sammen med bymidten, universitetet og stranden. Stierne skal med forskellige aktiviteter og udfordringer gøre turen gennem byen til en oplevelse.